Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Mænd, der køber sex, kan ikke passe et arbejde, mener Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen. For deres moral og kvindesyn er helt til rotterne.

Men er det virkelig rigtigt?

Vi kan hurtigt blive enige om, at prostitution er en tabersag. For kvinderne og for samfundet – men også for mændene. Og deres koner. For sådan en har 68% af prostitutionskunderne i Danmark.

I 2010 dykkede jeg ned i sagen i forbindelse med researcharbejdet til et større magasintema om mænd, der går til prostituerede. Som udgangspunkt var jeg fuldt ud lige så fyldt af fordomme, som Mette Frederiksen. Og da jeg skulle interviewe to af disse mænd, forventede jeg at møde klammerter af den værste slags.

Det gjorde jeg bare overhovedet ikke.

Den første var “Peter”. En 25-årig studerende, sporty, veltalende, begavet, sympatisk og reflekteret ung mand. Og meget langt fra de stereotype, fordomsprægede forestillinger om mænd, der køber sex.

Peter havde altid haft det svært med piger. Han havde aldrig haft en kæreste, og han følte oprigtigt, at det var helt umuligt at få en. En dag faldt han over en annonce i Ekstra Bladet og begyndte at besøge hjemmesider med prostituerede. Efter måneders tagen mod til sig, bookede han en tid. Men han var så genert, at han ikke kunne gennemføre det. I stedet lå han og snakkede med pigen i en halv time, før han betalte og gik.

Et par uger senere kom han tilbage, og så lykkedes det, og Peter blev hooked af følelsen.

For at retfærdiggøre sine sexkøb, opstillede Peter visse regler for sig selv: Det skulle være danske piger, det skulle foregå på klinik og med kondom. Og så ville han ikke kysse.

Den sidste regel brød Peter, da han mødte en pige, der ikke bare solgte ham sin krop, men også noget, der mindede om et kæresteforhold. Eller sådan så det i hvert fald ud:

  • Jeg følte, at hun lukkede mig ind i sin intimsfære, hvor der kun var hende og mig. Og jeg blev revet ind i illusionen om, at vi var forelskede. Endorfinerne pumpede rundt i kroppen på mig, og jeg skulle bare se hende så tit, jeg kunne. Og jeg var sikker på, at så snart hun var på arbejde, ventede hun bare på, at jeg skulle ringe. At hun glædede sig lige så meget som jeg, fortalte han.

Men sådan var det ikke, viste det sig. For en dag var telefondamen kommet til at lave en dobbeltbooking, og selvom Peter tog for givet, at pigen naturligvis ville vælge ham over den anden kunde – så blev det ikke sådan.

  • Der blev jeg virkelig ked af det. Jeg havde det som om, min kæreste havde været mig utro. Det var frygteligt, og jeg kunne ikke fortælle nogen om det.

Peter kontaktede Kompetencecenter for Prostitution og fik hjælp til at komme ud af sit misbrug. Men han er skadet for livet:

  • Min motivation for at købe sex har altid været negativ. Det har været isolation, ensomhed og afmagt. Og selvfølgelig har jeg fået en masse sex, og noget af det har været godt. Men det har også givet mig endnu større komplekser. For det er da usselt og forhutlet ikke at kunne få sex på andre måder, skulle skrabe alt sammen for at være sammen med en pige i en halv time. Og jeg ved slet ikke, hvordan man gør i et rigtigt kæresteforhold. Det jeg har savnet – og stadig savner – er ikke bare sex, men alle de ting, man ikke får med en massage-pige: tryghed, kærlighed, nærhed. At gå et tur i skoven, lave mad sammen, se en film eller bare ligge i ske og snakke sammen, forklarede han.

Han havde aldrig overvejet, at hans sexkøb kunne få så store konsekvenser:

  • Det var slet ikke et tema, at det kunne ske. Og jeg ville ønske, at jeg aldrig havde gjort det. Jeg kan stadig mærke et tomrum og føle mig fristet til at købe bare én gang til. Men jeg ved godt, at så snart jeg er ude af klinikken, og duften af hendes parfume er fordampet, har jeg det endnu værre. Så jeg vil have mere indhold i min tilværelse. Jeg ønsker ikke at luske rundt i stedet for at være ude i livet.

De køber en illussion og betaler med selvværd

68% af prostitutionskunderne er mænd i faste forhold. Helt almindelige mænd fra alle samfundslag. Mænd med koner, kærester, karriere og børn. De køber sex, men først og fremmest køber de en illusion om nærhed og anerkendelse. Og prisen er højere end penge.

Hvis du tror, at det kun er de grimme, de tykke og de perverse mænd, der går til prostituerede – så tager du fejl. Og det med, at de gør det, fordi de har en seksuel præference, de ikke kan få opfyldt hjemme hos konen – det er også en myte.

Hos Kompetencecenter for Prostitution fortalte rådgiver Marianne Gutte Petersen blandt andet, at langt de fleste mænd køber helt almindelig sex. Et samleje eller oralsex, og det handler meget sjældent om problemer med konen. De køber et surrogat for det de egentlig har brug for. Det dulmer smerten og længslen, men det løser ikke problemet. Der skal mere og mere til for at opnå den dulmende effekt – ligesom hvis man er alkoholiker eller stofmisbruger. Og problemet for flere af mændene bliver bare værre og værre.

Prostitution skaber ofre i begge retninger. Det er er møg-erhverv, som verden ville være bedre uden. Men jeg nægter at tro, der kommer noget godt ud af at dæmonisere mændene. Jeg tror heller ikke, at de går ud og bliver voldtægtsforbrydere, hvis vi forbyder og afskaffer prostitution. Det er at reducere mænd til noget, jeg nægter at tro, de er. Prostitutionsbrug er klamt. Det er et misbrug. Og det skal stoppe.

Det stopper bare ikke ved at man nægter mændene at gå på arbejde.

Sexkunder i tal

* Ca 14% af alle danske mænd har købt sex

* Gennemsnitsalderen for første sexkøb er 25,2 år

* 68% af sexkunderne er gifte eller samboende mænd

*Det er især selvstændige, faglærte, ufaglærte og funktionærer, der køber sex

* 60% af kunder købte første gang, fordi “det var noget, der skulle prøves af”

* Ca 60% af kunderne køber sex, fordi det er uforpligtende

* Hver tiende sexkunde køber, fordi han har specielle ønsker

* Langt de fleste kunder køber “blide” sexydelser

* 8% køber sex, fordi de mener, det er deres eneste mulighed for at få det

*6% af kunderne mener, at de oplever gensidig nydelse med den prostituerede

Kilde: Claus Lautrup, “Det skal ikke bare være en krop mod krop-oplevelse”

Reklamer

Man kan sige meget om dansk politik, og det er ikke altsammen pænt. Men i det mindste har det ikke været kedeligt de seneste uger.

Først var der landbrugspakken. Som samtlige eksperter slog fast, var blevet til på et manipuleret og falsk grundlag.

“Utroværdigt!”, råbte de konservative. Og fulgte op med mistillid til ministeren (Eva Kjer Hansen).

Hvorefter de stemte FOR pakken….

“Hvis I ikke har tillid til ministeren, må jeg jo udskrive valg, for jeg vil ikke være statsminister for enhver pris”, truede statsministeren.

Men det ville han. Og minsteren gik af efter en langtrukken og uskøn proces.

Og hvem henter man ind i et ministerium, der er belastet af troværdighedsproblemer?

Ministeren for forskning og uddannelse, som for nylig blev taget i at plagiere sin ph.d. og fuske med sit CV. En mand med en vis erfaring udi håndteringen af troværdighedsproblemer med andre ord.

Vakst.

Og vupti havde vi en miljøminister, der glædede sig over at gøre op med “miljøtyranniet” og give plads til mere kvælstof ude på markerne.

Skærmbillede 2016-03-11 kl. 14.44.41.png

Han red på en bølge, den nye minister. Som kunne føje tusindvis af nye følgere til sin Facebook-side. Et sted, hvor man taler ordentligt, lod han forstå:

Skærmbillede 2016-03-11 kl. 14.43.55

Sympatisk og fornuftigt. Og så fik han samtidig lige understreget, at han er sherif i eget Social Media District. Også fornuftigt.

Mindre fornuftigt var det, at demonstrere, at hans følgere skal gøre som han siger, ikke som han gør.

Men hey, han er jo sheriffen, så han bestemmer selv. Og så sendte han ellers en veritabel sviner afsted mod Ida Auken:

Skærmbillede 2016-03-11 kl. 13.11.27

Måske havde minsteren glemt, at de mange nye følgere ikke allesammen er tilhængere. Og så kan man roligt sigt, at lorten ramte ventilatoren. Det er faktisk fristende at kalde følgerne en gyllestorm.

Men det ville være plat.

Dog fik han støtte af partifællen Peter Christensen, der kaldte udfaldet “befriende”.

Jep.

Men den gode minister følte sig alligevel lidt klemt der i gyllesprederens skudlinje, så han forsøgte at glatte ud.

Og hvad gør man, når man godt vil tækkes det politisk korrekte øko-segment (aka: Miljøtyrannerne)?

Man kører den ind med ingefærshots og økospelt:

Skærmbillede 2016-03-11 kl. 13.11.39

Med andre ord: Se mig, jeg er faktisk blød og sundhedsbevidst inderst inde.

Nice try.

Grin dem til lommerne

Den traditionelle måde at brande en virksomhed på er ved at appellere til kundernes pain og demonstrere, hvordan du kan gøre deres liv lettere. Med mindre du falder i fælden og bare fortæller om alt det du kan. Lad være med det. Men det er en anden historie.

Nogle gange er der så nogen, der finder en anden vej at gå. Noget andet at appellere til hos modtageren. Vores bedre jeg, for eksempel (som Call Me, Tal ordentligt).

Og så er der humoren. Hvilket ved den søde risengrød ikke altid lykkes særlig godt. Men nogle gange gør det, og det i en grad, at det bliver nærmest ikonisk.

Jeg har tidligere rost engelske Bodyform for den her. Gigantisk raffineret og morsom.

Nu er der også denne her. Se både hjemmesiden og videoen. One Dollar Shave Club, som slog sig op på billige og effektive barberskabere uden fancy Gillette-detaljer lancerer nu One Wipe Charlies. Som er: Tadaa: Vådservietter til mænd.

onewipecharlies

Lyder ikke umiddelbart som det letteste og mest sexy budskab at sælge, vel? Men mindre man vælger no nonsense-tilgangen. Se den!

Og så er der en, der her i løbet af efteråret har oparbejdet sig et bemærkelsesværdigt brand her i Danmark. Og det uden at forsøge at sælge noget (indtil videre). Han er blevet delt hundredetusindvis af gange på de sociale medier, han har været i Go Aften Danmark og diverse andre heftige PR-lækre steder. Manden, der spiser verdens stærkeste chilier og nu også får kendte til at følge ham og skåle i brændende chilichok.

Du har helt sikker set Chili Klaus

chiliklaus

 

Jeg håber, han har en god forretningsplan, for lige nu har han et brand med vindstyrke 12. Use it or loose it!

Jeg, mig og migselfie

Synes du, at det dybest set er lidt kikset og latterligt? Så er du en af mange. Gør du det alligevel? Så er du en af flere.

Selv paven, Obama, Hillary Clinton og Meryl Streep har gjort det. Taget selfies. Og nu er Selfie årets ord ifølge Oxford Dictionaries.

selfiestreepclinton

Den officielle definition lyder: “Et fotografi, man tager af sig selv. Typisk med en smartphone eller webcam, og derefter uploader til et socialt medie”

Hvis man billed-googler “selfie”, får man næsten 9 millioner eksempler på selfies. De første mange har intet, eller næsten intet tøj på. Der er også en ret høj frekvens af trutmunde, følsomme panderynker (Tænk Justin Bieber og Brandon Walsh) og se-hvor-vi-fester.

Så hvorfor? Har vi at gøre med en håbløst narcissistisk generation med et uendeligt behov for at blive bekræftet? Måske. Blandt andet. Formentlig i jagten på egen identitet og et indblik i, hvordan andre ser en – uagtet, at det er en konstrueret virkelighed, vi viser frem. Også når vi forsøger at være selvironiske eller skrælle glamour af, naturligvis vedhæftet hashtags som #nofilter og #nomakeup. Fx midt i vasketøjsbunken eller helt svedig efter en løbetur. Eller som den morsomme unge dame her på toilettet:

selfiecutepee

Er det en dårlig ting? Ikke nødvendigvis. Kun. Det er også en måde at kommunikere på på mikroplan, når vi brander os selv (og det gør vi. Alle!) på de sociale medier. Og det eneste nye ved det er netop de sociale medier, for vi har altid brandet os selv. Også i middelalderen og i stenalderen, selvom vi ikke havde et ord for det. For at positionere os i samfundet og over for potentielle partnere. Og for at vise – ikke hvem vi er – men hvem vi gerne vil være og se os selv som.

selfiequote

Mit bud er, at vi i dag kommer til at se en masse selfies med stemmesedler…..

21. december 2012 – og jorden er faktisk ikke gået under. Pyha!

Til gengæld har Mayaerne og deres kalender da virkelig fået opmærksomhed omkring deres brand.

Så lad os se tilbage på 2012 som branding-år. Jeg har udvalgt den bedste, den værste og den sjoveste brandingkampagne i året, der gik.

 

Den bedste 

Call me – Tal ordentligt!

Callme_talordentligt_logo

Teleselskabet Call Me valgte at bruge deres platform til social ansvarlighed på netop deres felt. Ved at opfordre folk til at tale ordentligt til hinanden. I en tid, hvor det ellers flyver med eder, forbandelser og tilsvininger. Især i SMS-land og på de sociale medier. Selvfølgelig gør de det for at få flere kunder i butikken – det siger sig selv. Men de skiller sig ud ved at inddrage kunderne, tage ansvar – og opfordre andre til at gøre det samme. Det er smart. Og godt. Og noget, jeg er sikker på, vi kommer til at se mere af i 2013.

 

Den værste

Danske Bank – New Normal

DanskeBank New Normal

Måske var det lidt det samme, Danske Banks PR-folk forsøgte at lave, da de udtænkte kampagnen New Normal – New Standards. Tanken var at signalere, at Danske Bank var så fremsynet og visionær, at den havde tilpasset sig den nye efterkrise-verdensorden. Problemet var bare, at det kom til at se ud som all talk and no action. I Harvard Business Review blev banken beskyldt for massivt hykleri og at opstille en kynisk facade. Problemet var, at selvom Danske Bank tog udgangspunkt i tidsånden (hvilket er helt rigtigt og klogt set), så kunne de ikke med bare et minimum af sandsynlig rimelighed bevise, at de faktisk levede op til det. Derfor blev det hult og gav massivt bagslag.

 

Den sjoveste

Folkekirken – jul på Facebook

Folkekirken har i årevis kæmpet med dalende medlemstal, endnu mere dalende besøgstal og et noget støvet brand. Det skal jeg da så lige love for, at de får gjort noget ved i deres julekampagne – Jul på Facebook. Her viser de på meget elegant vis, hvordan juleevangeligt kunne have udspillet sig, hvis Facebook havde eksisteret dengang. Det geniale er, at de formår at bevare en fin balance, hvor de med masser af selvironi undgår at blive popsmarte eller forsøge at gøre Folkekirken til noget, den ikke er Og samtidig får os til at grine ad os selv. Det er godt tænkt, godt lavet og virkelig, virkelig sjovt!

Rigtig glædelig jul 🙂

I fredags skrev jeg sådan her på Facebook:

Prøliåhør, alle jer med lidt for smarte julekonkurrencer (spam dine venner, del vores billede, og vær med i konkurrencen). Stop! Gå væk! Fis af! Det giver bagslag. Trust me.

Og hele weekenden er det væltet ind med emails og Facebookbeskeder fra folk, som godt lige ville have den uddybet. Fordi de allerede kører konkurrencer (dog ikke af ovennævnte slags) eller overvejer det. Og nu pludselig blev i tvivl, om de gjorde det rigtigt.

Så jeg må hellere uddybe:

De konkurrencer, jeg oplever som problematiske – og som på langt sigt giver bagslag – er dem, hvor man presser folk til at tage deres venner som gidsler for at deltage. Det vil sige dem, hvor man skal dele virksomhedens link på sin egen eller venners væg – til gengæld får man æren af at deltage i konkurrencen.

Som ven til den type konkurrencedeltagere, får man altså sin startside plastret fuld af reklamer for virksomheder, produkter og konkurrencer, man muligvis overhovedet ikke er interesseret i eller i målgruppen for. Og så bliver man sur – og ender måske med at blokere venner, der gentagne gange spammer en på den måde.

Det er selvfølgelig en måde at blive set af rigtig mange på. Men det med at dårlig reklame er bedre end ingen – det passer altså ikke. Sorry. Så mit bedste råd til virksomheder, der overvejer den slags, er: Lad være.

Det, du kan gøre i stedet for er:

1. Bede folk skrive i kommentarfeltet (evt lægge op til, at de skriver noget sjovt) – og så er de med i konkurrencen

2. Trække lod mellem folk, der liker dit billede eller din side

3. Annoncere, at du trækker lod, når I når et bestemt antal likes af siden

I alle tre tilfælde får du opmærksomhed fra folk, der er interesserede i det, du tilbyder. Men du indrager dem ikke i et pyramidespilslignende projekt, hvor de er tvunget til at spamme deres venner.

Og sørg så i øvrigt for at dosere det med de konkurrencer. Vi vil alle gerne vinde lækre ting, men hvis du gør det for meget og for aggressivt, kommer du til at virke desperat og påtrængende. Og det har aldrig været godt for nogens brand.

Der har altid været noget hæderkronet ved SAS – lidt på samme måde som med DR. Noget solidt, troværdigt, noget med høje standarder og ditto kvalitet.

Ikke desto mindre hænger de med måsen i vandskorpen på randen af konkurs – kun lige reddet af snævre aftaler om lønnedgang for medarbejderne. Og selv med den aftale i hus, mangler SAS stadig over 2 mia for at være ovenvande (http://politiken.dk/erhverv/ECE1818468/godt-to-milliarder-mangler-sas-er-langtfra-reddet/ )

Ifølge ugebrevet Mandag Morgen mener 63% af danskerne ellers, at vi har god grund til at være stolte af vores skandinaviske flyselskab, og at det har meget høj troværdighed.

Så spørgsmålet er, hvorfor det så ikke i højere grad er SAS’s maskiner, vi flyver med?

Lavprisselskaberne er selvfølgelig en af grundene i en tid, hvor mange sætter (lav)pris over kvalitet, sikkerhed og troværdighed. Men det er ikke den eneste.

Meget tyder på, at SAS har glemt, hvem de er midt i kampen for overlevelse.

Når man alligevel ikke kan være den billigste, må man holde fast i det, man så er: Fx dem med mere og bedre personale, dem der ankommer til tiden, har den ypperste sikkerhed, undgår at passagerernes baggage bliver væk, leverer bedre service og komfort. Og alt sammen til en pris, der ikke engang er så meget højere end billig-selskaberne, når man regner alle deres ekstra gebyrer med.

Og så videre.

På SAS’ hjemmeside kan man klikke sig ind på de lokale hjemmesider for hvert land – og det er interessant.

Det er klart, at det der sælger i Danmark, ikke nødvendigvis sælger i Singapore og vice versa. Det er formentlig også derfor, SAS’ tagline i Singapore er “Enjoy the Chill” Den ville de ikke lande mange skandinaviske kunder på.

I USA hedder det: “Closer, faster, better”  (ja, tak – det vil vi gerne have)

I England: “Relax, we’re on time” (yes, den er købt)

Nogenlunde det samme i Frankrig og Tyskland: “Á l’heure? Bien sûr!”, “Pünktlich? Na klar!” (jeps)

Og hvad sælger de sig så på i Danmark, Norge og Sverige?

Tja, i går hed det: “Fremtiden er nu – vi håber du vil dele den med os”

Say what? Sælger de tidsrejser?

Det må andre end jeg have tænkt, for i dag er den lavet om til det opvakte: “Book nu!”

Øh, hvorfor? For at I ikke skal gå på r****? Eller fordi I flyver på den tjekkede måde – til tiden, sikkert og med god service om bord? For det er der helt sikkert mere fremtid i.

Så kære SAS, lyt til Danske Bank – og gør det, I er bedst til.

mettenexmand

This WordPress.com site is the bee's knees

Chocolate & Spinach

Vi vender snart tilbage.

jennovafoodblog

Nutrition: a different outlook

Lene Rode

Ord. Identitet. Mennesker. Mening.

Anders Gisselmann

International keynote advisor

Katrine Axholm

Kvindeliv Parforhold Selvudvikling Terapi

Bom & Bjerkes blog

- på opdagelse uden autopilot

Marens Blog

Jeg er 37, bor i København, taler jysk og er en slags forfatter. Og så er jeg mor til Kamille på 7, Mynte My på 4 og Anemone på 2. (Jeg er stadig i tvivl om, man godt må lave tema over sine børns navne, men undskylder mig som regel med, at jeg altså har været fucked up på amme-hormoner alle de gange, jeg har skullet vælge navne). I øvrigt gad jeg godt, min blog handlede mindre om mine børn. At jeg vidste hvor lande som Aserbadjan rent faktisk lå og kunne fortælle jer lidt mere om, hvordan de går og har det. Men det aner jeg ikke en skid om. Forestiller mig jeg sætter mig ind i den slags, når børnene er større og jeg ikke mere skal have skænderier med Smukke Allan om hvem, der har været oppe flest gange sidste nat, altid skal vaske den store gryde op eller har smurt flest madpakker siden januar - og derfor har gjort sig fortjent til at bestemme over fjernbetjeningen resten af året.