Synes du, at det dybest set er lidt kikset og latterligt? Så er du en af mange. Gør du det alligevel? Så er du en af flere.
Selv paven, Obama, Hillary Clinton og Meryl Streep har gjort det. Taget selfies. Og nu er Selfie årets ord ifølge Oxford Dictionaries.
Den officielle definition lyder: “Et fotografi, man tager af sig selv. Typisk med en smartphone eller webcam, og derefter uploader til et socialt medie”
Hvis man billed-googler “selfie”, får man næsten 9 millioner eksempler på selfies. De første mange har intet, eller næsten intet tøj på. Der er også en ret høj frekvens af trutmunde, følsomme panderynker (Tænk Justin Bieber og Brandon Walsh) og se-hvor-vi-fester.
Så hvorfor? Har vi at gøre med en håbløst narcissistisk generation med et uendeligt behov for at blive bekræftet? Måske. Blandt andet. Formentlig i jagten på egen identitet og et indblik i, hvordan andre ser en – uagtet, at det er en konstrueret virkelighed, vi viser frem. Også når vi forsøger at være selvironiske eller skrælle glamour af, naturligvis vedhæftet hashtags som #nofilter og #nomakeup. Fx midt i vasketøjsbunken eller helt svedig efter en løbetur. Eller som den morsomme unge dame her på toilettet:
Er det en dårlig ting? Ikke nødvendigvis. Kun. Det er også en måde at kommunikere på på mikroplan, når vi brander os selv (og det gør vi. Alle!) på de sociale medier. Og det eneste nye ved det er netop de sociale medier, for vi har altid brandet os selv. Også i middelalderen og i stenalderen, selvom vi ikke havde et ord for det. For at positionere os i samfundet og over for potentielle partnere. Og for at vise – ikke hvem vi er – men hvem vi gerne vil være og se os selv som.
Mit bud er, at vi i dag kommer til at se en masse selfies med stemmesedler…..